Dammens dyreliv

Klassetrin: Daginst.-3 klasse
Periode: April – maj
Tidsforbrug: 2-3 timer

En oplevelsestur der skal give børnene en fornemmelse af den mangfoldighed der befinder sig under det relativt lille vandspejl. Selvom vandhullet er lille kan der sagtens være et rigt og varieret dyreliv.

Turen er et must for børnene i daginstitutioner og indskoling, og er et vigtigt led i en grundlæggende naturdannelse. Det at fange og håndtere smådyr bliver genbrugt i flere andre forløb, hvor det er et redskab sammen med andre undersøgelser til at danne sig et større overblik over forskellige biotoper.

Udstyret med ketcher, net, fotobakker, luppe, bestemmelsesduge, håndbøger og andet relevant udstyr, bringer turen undersøgelseskompetencen i spil ved vandhullet. Børnene vil få praksiserfaring med hvordan man fisker efter dyr og betragter deres mangfoldighed i udseende og levevis. Vi prøver også at sortere dyrene i grupper efter levevis eller slægtskab. Hvis der er tid og fokus til det, læser vi også om det vi finder i forskellige håndbøger, så alle de spændende historier kommer frem.

Læringsmål:

  • Børnene introduceres til de mest almindelige smådyr i danske vandhuller, og hvordan man bestemmer dem
  • Børnene får erfaring med relevante undersøgelsesmetoder og -udstyr
  • Børnene prøver grundlæggende artsbestemmelse vha. bestemmelsesnøgler